Billige varmepumper dumper med et brag
Se dig godt for, inden du investerer i en varmepumpe. De fleste lever ikke op til kravene.
Forbrugerne bliver vildledt, når de køber billige luft til luft-varmepumper i byggemarkeder og dagligvarebutikker.
Det viser en test, som Center for Energibesparelser har fået foretaget på Teknologisk Institut.
En simpel test af fire typer varmepumper købt i byggemarkeder og dagligvarebutikker viser, at kun én af pumperne lever op til det mærke, som de smykker sig med.
Køber katten i sækken
”Den fejlagtige mærkning af varmepumpernes energieffektivitet er så markant, at vi ser det som vores ansvar at advare forbrugerne. Testen viser tydeligt, at forbrugerne højst sandsynligt køber katten i sækken, hvis de går efter ugens tilbud,” siger Michael Reuss, projektleder for Center for Energibesparelser.
Pumpen fra Bauhaus, Coolix 9000BTU MSR3-9, dumpede testen med et stort brag. Selv om den er A-mærket, er energieffektiviteten i testen helt nede på et niveau, der svarer til EU’s såkaldte energiklasse F. EU’s energimærkning går fra A til G.
Nye regler på vej
To andre pumper, Alfa 9000 fra Bilka og Heatmax 11000BTU fra Bauhaus har en effektivitet svarende til D og ligger dermed ligeledes langt fra det lovede A-niveau.
Den eneste B-mærkede varmepumpe i testen, Season Air KFR26G, fra Jem & Fix, er den eneste, der ikke pynter sig med lånte fjer. Den er testet til det deklarerede B-mærke. Den er dog ikke mere energieffektiv, end at den bliver forbudt på markedet fra nytår 2011, når nye regler træder i kraft. Herefter vil kun A-mærkede luft til luft-varmepumper være tilladt.
På den baggrund anbefaler Center for Energibesparelser forbrugerne helt at undgå de billige varmepumper.
Pengene retur
Center for Energibesparelser har orienteret Energistyrelsen, som arbejder tæt sammen med centeret om stikprøver og test. Energistyrelsen, som har det formelle tilsyn med ordningen, vil nu tage skridt til, at mærkningen bliver korrekt.
Der blev sidste år solgt 20.000 varmepumper, hvoraf mange bruges i sommerhuse.
Hvis man har købt en af de testede varmepumper, har man mulighed for at klage til forretningen og forlange alle pengene tilbage eller få et afslag i prisen.
Læs hele artiklen her : http://fpn.dk/bolig/trend_interior/article2228201.ece